onsdag den 18. november 2015

ALLROUND MAKEUP

Kan I huske de der tusser der havde en farve i den ene ende, og en anden farve i den anden? Dem der både kunne male rødt og blåt, eller gul og grønt? Tusser man kunne bruge til to ting. Det var altså smart; så behøvede man ikke lige så mange tusser, og de fyldte ikke lige så meget - især ikke når man skulle have hele samlingen med sig over til mormor.
Kunne det ikke være smart hvis makeup havde flere formål end et? Jo, det kunne det faktisk - men så er det også heldigt, at det netop er muligt. Jeg har idag samlet fem produkter der netop har flere funktioner, og derfor er dobbelt så brugbare og fantastiske. Så drop det med, at man skal have en makeup pung proppet med 50 forskellige produkter. (Det er heller ikke helt skidt, hvis man har en fetish for makeup) Men det er altså ikke et krav. Så her er en guide til hvordan du får mest ud af få ting i din makeuppung - så meget, at du faktisk kan lægge en hel og rimelig omfattende makeup med alle de vigtigste elementer. Det er netop den makeup jeg bærer på billederne herover. Rimelig okay ikke? Lad os komme igang!
NB! Jeg har valgt at betragte mascara, foundation, concealer og pudder som værende i en så stor grad musthaves, at jeg ikke har inddraget dem her, da de i mine øjne er en selvfølge som alle har og alle kender til.


#1 Køling bronzer
En kølig bronzer er så smart at have hele tre funktioner, som måske ved første øjekast lyder umiddelbare, men alligevel kan de måske overraske! Første funktion er selvfølgelig den mest umiddelbare, nemlig bronzer, skabe lidt kulør på kinder, i panden, omkring næsen og under og ved hagen og kæben. Men derudover er en funktion ved netop en kølig bronzer også kontur, da de kølige nuancer er ideel til at skabe skyggerne mest naturligt. (Hvis du ikke lige kan huske hvordan det er med kontur, så kig med her hvor Malle giver et trick eller to.) Tredje funktion er muligvis lidt uventet; Men få strøg af en bronzer i globelinjen er nemlig prikken over i’et, og samler også looket super flot, fordi farven på kinderne, spiller perfekt sammen med farven på øjnene, når den samme benyttes som her. For at give anbefaling til kølig bronzer vil jeg her klart smide en Hoola fra Benefit. (Fås i Sephora) Der findes nok ikke en bedre.

#2 Brun øjenskygge
Selvfølgelig kan den brune øjenskygge også benyttes til dine øjne i globelinjen, som beskrevet herover. Men derudover kan en brun øjenskygge også benyttes til dine øjenbryn, medmindre du selvfølgelig normalt benytter helt sort øjenbrynsfarve. Men ellers kan brun øjenskygge i den grad også benyttes til at give dine bryn lidt liv. Og det er lige meget om du er blond eller brunette. It all works. Tredje funktion er simpelthen, at den brune øjenskygge går ind og erstatter en eyeliner, og en let lækker streg over øjet i brunlige nuancer er noget af det lækreste til et mere naturligt look, der stadig gerne vil give øjnene lidt fokus.

#3 Skråpensel
Som en opfølger på den brunlige øjenskygge kommer her den skråpensel. Oftest ses den som øjenskyggepenslen, og det er jo selvfølgelig penslens første funktion. Sammen med din brune øjenskygge kan du hurtigt skabe et smukt bryn. Anden funktion er til supplere tredje funktion i forrige, nemlig til at tegne din fine eyeliner streg; øjenskygge-style. Her er penslens facon ideel, og er nem at tegne den fine streg med.

#4 Fin rødlig læbestift
Første funktion for klassikeren er naturligvis som læbestift. Det er altså en så fin og undervurderet ting at male sine læber med en fin farve. Og jeg vil så gerne slå et slag for at flere begynder at bruge lidt farve på deres læber. Det klær' alle! Det gælder bare om at finde den rigtige farve.
Anden funktion er ... til dine kinder! Nogen af jer tænker sikkert, ahva? Men jo, den er god nok. Den fungerer lidt ligesom rouge sticks som flere makeup producenter er begyndt at lave. Dup let lidt dutter på kinderne med den fine rosa farve, og lidt spredning med dine fingre og du har en fin lille rødmen - made by lipstick.

5# Lys eller hvid shimmerøjenskygge
Hvis der er noget jeg selv er helt tosset med, så er det at benytte en lys, evt. lidt shimmery øjenskygge så meget som muligt i min makeup. Første funktion er som base inden evt. skygge på øjenlåget eller i globelinjen, simpelthen til at ligge en fin og næsten gennemsigtig bund. Her er en smule shimmer ideel, da den reflekterer lyset, og dermed fjerner synet af alle former for irriterende blå blodåre på øjenlåget som jeg selv døjer med eller rødligheder.
Anden funktion er en smule øjenskygge i øjenkrogen, og lidt ned langs under vipperne. Dette åbner dine øjne helt vildt op, og skaber det fineste skær i dine øjne.
Tredje funktion er til generelt highlight: Under øjenbrynene, over kindbenene, lidt på amorbuen og næseryggen. Og bum! Dit ansigt stråler på fineste vis!

Hvilken makeup bruger du til flere ting?

//Caroline

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Skriv her ...